Hvem hæfter?
Efter tysk ret (Straßenverkehrsgesetz, StVG) har bilejeren et objektivt ansvar (ud over culpaansvaret). Bilisten ifalder efter tysk ret (StVG) et culpaansvar med omvendt bevisbyrde, dvs. at bilisten i givet fald skal bevise, at han ikke har forårsaget ulykken culpøst.
I modsætning til dansk ret fører skadelidtes eventuelle egen medvirken til uheldet til en nedsættelse af erstatningsbeløbet – en såkaldt kvotering.
Hvilke erstatningskrav kan gøres gældende efter tysk ret?
Behandlingsudgifter (Heilbehandlung)
Skadelidte har som udgangspunkt krav på dækning af alle rimelige og medicinsk nødvendige behandlingsudgifter, herunder til sygehusophold eller anden lægebehandling, i det omfang disse ikke refunderes af sygesikringen eller reguleres via andre forsikringsydelser. Skadelidte har endvidere krav på refusion af udgifter til medicin, hjælpemidler og transport til behandlingssteder. Endvidere har nærtstående pårørende krav på refusion af transportomkostninger i forbindelse med sygehusbesøg.
Alle omkostninger skal dokumenteres i form af fakturaer eller kvitteringer.
Forøget forbrug (Vermehrte Bedürfnisse)
Tabt arbejdsfortjeneste og erhvervsevnestab (Erwerbsschaden)
Både i forbindelse med forbigående og permanent arbejdsudygtighed og erhvervsevnetab skal skadevolderen erstatte den tabte arbejdsfortjeneste. Ved erhvervsevnestab har den skadelidte desuden krav på en månedlig pension, som beløber sig til differencen mellem månedslønnen før ulykken og månedslønnen efter ulykken. Den månedlige pension skal betales, indtil den skadelidte når pensionsalderen. I praksis kapitaliserer forsikringsselskaberne dog ofte fremtidige pensionsydelser, således at der med skadelidtes samtykke i stedet udbetales et engangsbeløb, hvorefter sagen afsluttes.
Hvis skadelidte er under uddannelse og kan dokumentere, at uddannelsesforløbet bliver forlænget på grund af ulykken og skadelidte derfor først kan starte på arbejdsmarkedet på et senere tidspunkt, kan dette tab også søges godtgjort.
Svie og smerte og varigt mén (Schmerzensgeld)
Efter tysk ret skelnes der ikke mellem svie og smerte og varigt mén. Godtgørelse for varigt mén indgår i erstatningen for svie og smerte. I Tyskland er der ingen faste satser eller tabeller, hvoraf godtgørelsesbeløbet direkte fremgår. Fastsættelsen af godtgørelsen for svie og smerte foregår efter en konkret vurdering af den pågældende sag og afhænger dermed af rettens skøn. Under vurderingen lægges der bl.a. vægt på omfanget af de fysiske og psykiske skader, skadelidtes alder og personlige forhold, omfanget af udfoldelsesbegrænsningerne, smerternes styrke og varighed, sygehusopholdets varighed, handicap og vansiring. I vurderingen lægges endvidere vægt på graden af culpa hos både skadelidte og skadevolder. For svie og smerte ydes der som oftest en godtgørelse i form af et engangsbeløb; i enkelte tilfælde kan betalingen heraf dog ske som en løbende pension.
I Tyskland eksisterer der en række retsafgørelser vedrørende beløbet for svie og smerte, som i praksis anvendes som et holdepunkt for udenretlige forlig. I retspraksis ligger godtgørelsesbeløbet på et niveau mellem EUR 50 og EUR 500.000 (= ca. DKK 3 mio.).
Tab af forsørger (Ansprüche der Hinterbliebenen bei Todesfall)
I tilfælde af skadelidtes død kan afdødes efterladte kræve dækning af rimelige begravelsesomkostninger. Endvidere har efterladte – såfremt de har et lovmæssigt krav på underholdsbidrag – krav på betaling af underholdsbidrag i samme størrelse, såfremt underholdet er ophørt på grund af dødsfaldet.
Efterladte har ikke krav på godtgørelse for svie og smerte.
Advokatomkostninger
Udenretlige advokatomkostninger skal efter tysk ret refunderes, såfremt de skønnes nødvendige og rimelige i forbindelse med afviklingen af sagen. I praksis refunderer forsikringsselskaberne advokatomkostninger efter det tyske takstregulativ for advokater (RVG), hvorefter refusionsbeløbets størrelse afhænger af sagsgenstandens værdi.
