Forældelse i personskadeerstatning – hvad du skal være opmærksom på og hvornår der indtræder forældelse efter en ulykke

Yderlige artikler om

Personskadeerstatning

Fejlbehandling i Danmark: Sådan søger du erstatning 
Svie- og smerte i Tyskland: Sådan beregnes din godtgørelse
Bilulykke i Tyskland 

Hvis du er kommet til skade ved en ulykke, kan du have krav på personskadeerstatning. Erstatningssager vedrørende personskade viser sig ofte at trække i langdrag, inden der kan opgøres et endeligt krav og erstatning kan udbetales. For at nå frem til en erstatningsudbetaling er det helt afgørende, at sagen er blevet varetaget korrekt og at erstatningskravet er fremsat rettidig. Mange er ikke klar over, at sådanne krav kan forælde. Det kan derfor betyde, at retten til erstatning er bortfaldet, blot fordi kravet ikke er gjort gældende inden for bestemte frister. Dette er gældende, også selv om en skadelidt kan dokumentere gener fra en ulykke, efter forældelsen er indtrådt.

I denne artikel gennemgår vi kort reglerne om forældelse i personskadeerstatning efter dansk ret, herunder ved trafikulykker og arbejdsulykker, og hvad du som skadelidt bør være opmærksom på.

Hvis en ulykke sker i Danmark, er det dansk ret der finder anvendelse, da det er skadestedet lov der er afgørende for lovvalget.

1. Hvad er forældelse og hvor lang er forældelsesfristen i personskadeerstatning?

Forældelse betyder, at et krav på erstatning bortfalder efter en bestemt periode, hvis en skadelidt ikke har gjort kravet gældende. Reglerne findes primært i forældelsesloven.

Hvornår et krav på erstatning forældes, afhænger dog af hvilken sagstype der er tale om.

2. Hvornår forældes et krav på erstatning ved personskade?

Den 1. januar 2011 blev der med den nye forældelseslov, indført en forældelsesfrist på 3 år. Forældelsen begynder som udgangspunkt at løbe fra skadestidspunktet, hvorfor et krav på erstatning skal være anmeldt til skadevolder eller dennes forsikring, indenfor fristen på 3 år. Det er dermed en kortere forældelsesfrist end efter tysk ret, hvor der først indtræder forældelse ved årets udløb og 3 år derefter.

Der er særlige regler for arbejdsulykker der er reguleret efter Arbejdsskadesikringsloven, hvor der gælder en forældelsesfrist på 5 år for alle krav mod en arbejdsgiver, også de krav der gøres gældende efter Erstatningsansvarsloven.

I personskadesager kan vurderingen af fristerne være kompliceret, fordi følgerne af en skade kan vise sig lang tid efter ulykken. Det anbefales derfor altid at søge rådgivning, hvis du har været involveret i en ulykke.

3. Forældelse ved personskade i trafikulykker

Trafikulykker er en af de hyppigste årsager til personskader. Her gælder de almindelige regler om forældelse i forældelsesloven, men der er nogle praktiske forhold, du bør kende.

3.1 Krav mod ansvarsforsikringen

Ved trafikulykker rettes kravet direkte mod motoransvarsforsikringsselskabet på det andet køretøj der var involveret i ulykken. Da der gælder et objektivt ansvar efter dansk ret, skal der ikke foretages en såkaldt fordeling af skyld/ansvar som det er kendt fra tysk ret.

Når ulykken er anmeldt og dokumenteret til motoransvarsforsikringen, og forsikringsselskabet behandler sagen, er forældelsen foreløbigt afbrudt og sagen forældes ikke.

3.2. Forældelsen kan afbrydes ved flere handlinger, herunder bl.a.:

  • anmeldelse af skaden til forsikringen,
  • forsikringsselskabets skriftlig anerkendelse af erstatningsansvar,
  • når forsikringen har udbetalt en del af erstatningen eller et aconto-beløb (og ikke truffet endelig afgørelse) og der pågår forhandlinger,
  • ved endelig afgørelse fra forsikringen indtræder der tidligst forældelse 1 år efter afgørelsen,
  • der kan laves en suspensionsaftale med forsikringen (en aftale om at forældelsen først indtræder en bestemt dato),
  • indbringelse af sagen for domstolene

3.3. Hvad hvis skaden først viser sig senere?

Ved trafikulykker kan visse skader som f.eks. nakke- og ryggener– udvikle sig over tid.

I sådanne tilfælde kan forældelsesfristen begynde at løbe på et senere tidspunkt, når det først senere står klart, at der er årsagssammenhæng mellem konstaterede gener og ulykken.

Det er dog altid vigtigt at få sagen anmeldt hos forsikringsselskabet så hurtigt som muligt, så du ikke senere risikerer tvivl om forældelsen.

4. Forældelse ved personskade efter arbejdsulykker

Personskader kan også opstå i forbindelse med ulykker på arbejdet. Ved arbejdsulykker gælder nogle særlige procedurer og frister.

4.1. Anmeldelse til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring

Hvis du kommer til skade på arbejdet i Danmark, skal ulykken anmeldes til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES).

Arbejdsgiveren eller lægen har pligt til at anmelde en arbejdsskade. Det er dog altid en god idé selv at sikre, at anmeldelsen bliver foretaget. Det kan du gøre ved at kontakte Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og forespørge om de har modtaget en anmeldelse.

4.2. Forældelse i arbejdsskadesager

Forældelse af krav på erstatning og godtgørelse i arbejdsskadesager er reguleret af forældelsesloven. Som nævnt ovenfor, er den almindelige forældelsesfrist i Danmark 3 år, men fristen for krav på arbejdsskadeerstatning er 5 år. Fristen på 5 år regnes fra det tidspunkt, hvor den tilskadekomne (eller den efterladte) vidste eller burde have vidst, at der var grundlag for at fremsætte et krav om godtgørelse eller erstatning. Du skal være opmærksom på, at forældelsesfristen på 5 år, både gælder ved arbejdsulykker og erhvervssygdomme.

Når en arbejdsskade er anmeldt og behandles i arbejdsskadesystemet (AES), er forældelsen suspenderet, og der indtræder ikke forældelse.

Problemet vedr. forældelse kan derfor typisk opstå, hvis en skadelidt samtidig med sagen ved AES (og måske mod arbejdsgiver) ønsker at rejse et erstatningskrav mod en ansvarlig tredjemand (der ikke er arbejdsgiver), f.eks.:

  • en maskinproducent
  • en ekstern entreprenør
  • en anden virksomhed

I sådanne tilfælde gælder de almindelige 3-årige forældelsesfrister, og derfor bør man reagere hurtigt.

5. Har du været udsat for en personskade?

Hvis du har været udsat for en trafikulykke, arbejdsulykke eller anden personskade, kan der være tale om betydelige erstatningskrav, herunder f.eks.:

  • svie og smerte
  • tabt arbejdsfortjeneste
  • varigt mén
  • erhvervsevnetab

Vi anbefaler dig at søge juridisk bistand lige efter en ulykke for at sikre, at du ikke mister din ret til erstatning.

En tidlig vurdering og korrekt håndtering af sagen kan sikre, at dit krav ikke går tabt på grund af forældelse.

Hvad kan vi gøre for dig?

advores undersøger mulige krav fra klienter og overtager håndhævelsen af krav mod skadevoldere.

Din kontakt­person

Jeanette Mackenhauer Lindberg

Advokat

Næste artikel

Andre artikel om

Personskadeerstatning

Bilulykke i Tyskland