Indgåelse af handelsagentaftaler i Tyskland

At bruge en handelsagent i Tyskland (Handelsvertreter) kan være det første skridt til en mere intensiv tilstedeværelse på det tyske marked. De tyske advokater (Rechtsanwälte) hos advores har mange års erfaring med udarbejdelse, forhandling og opsigelse af handelsagentaftaler i Tyskland.

Indgåelse af en handelsagentaftale

En handelsagent i Tyskland er en selvstændig erhvervsdrivende, som på en anden virksomheds vegne hjælper med salg af dennes produkter. Det vil sige han sælger på den pågældende virksomheds vegne. Det er virksomheden, der bærer risikoen for, at der sælges til kunder, som ikke betaler, og virksomheden hæfter direkte over for kunden ved eventuelle reklamationer. Forholdende for den tyske handelsagent er derfor anderledes end for en eneforhandler.

Det forhold, at en tysk handelsagent skal være selvstændig erhvervsdrivende, betyder, at denne ikke må være så integreret i virksomhedens organisation, at han i virkeligheden er ansat af denne. I dette tilfælde finder de tyske ansættelsesretlige bestemmelser anvendelse, der ofte vil være mere byrdefulde for virksomheden end handelsagentreglerne.

Den danske producents økonomiske forpligtelser i forbindelse med antagelse af en handelsagent i Tyskland er som regel til at overskue, da den eneste omkostning er provisionen til handelsagenten – og denne forfalder jo kun, hvis der bliver solgt noget. Ved brug af en handelsagent bør man overveje, om det er hensigtsmæssigt at nøjes med en handelsagent for hele Tyskland, da landet i de fleste tilfælde nok ikke kan dækkes af en enkelt agent. Det vil derfor typisk være bedre at begrænse agentens område til en eller flere delstater.

Eneagent for området

En tysk handelsagent vil typisk forlange, at han har retten til eneforhandling (Alleinvertretung) af produkterne i sit område. I dette tilfælde har handelsagenten ret til provision af salget af alle produkter i sit område, uanset om han har været med til at formidle salget af disse eller ej.

Handelsagentens og virksomhedens generelle pligter

Handelsagenten i Tyskland har automatisk visse pligter, uden at dette skal aftales særskilt. Hertil hører naturligvis pligten til at søge salget af produkterne fremmet (Vermittlungs-/Abschlusspflicht), pligten til at overvåge markedet og pligten til at underrette om aktuelle udviklinger (Marktbeobachtungspflicht, Informationspflicht). Herudover er handelsagenten forpligtet til at overholde tavshedspligten vedrørende forretningshemmeligheder. Denne tavshedspligt rækker ud over varigheden af kontraktforholdet (Verschwiegenheitspflicht).

Mens handelsagenten er afskåret fra at måtte sælge konkurrerende produkter under kontraktens varighed, gælder dette ikke efter kontraktens ophør. Et forbud mod salg af konkurrerende produkter efter kontraktens ophør kræver i givet fald en udtrykkelig aftale (Wettbewerbsverbot) og handelsagenten har som udgangspunkt krav på et vederlag i perioden, hvor konkurrenceforbud gælder.

Virksomheden er forpligtet til at forsyne handelsagenten med det nødvendige salgsmateriale, såsom kataloger, vareprøver etc., og er ligeledes forpligtet til at informere handelsagenten om aktuelle udviklinger, samt at overholde tavshedspligten vedrørende handelsagentens forretningshemmeligheder.

Provision

Provision for handelsagenten i Tyskland bliver typisk beregnet af omsætningen, men kan også beregnes efter antallet eller mængden af solgte produkter. Provisionen afregnes hver måned, dog kan der aftales en afregningsperiode på op til 3 måneder. Handelsagenten har ikke krav på godtgørelse af øvrige udgifter, medmindre dette er aftalt særskilt.

Godtgørelse ved kontaktens ophør

Som hovedregel har en handelsagent ret til godtgørelse ved kontraktforholdets ophør, hvis virksomheden opsiger kontrakten retmæssigt og uden særlig grund, og virksomheden opnår betydelige fordele af forretningsforbindelserne med de nye kunder efter kontraktforholdets ophør. Dette kan ofte føre til tvister mellem parterne, som advores kan hjælpe med at løse.

Læs mere om ophør af handelsagentaftaler i Tyskland

Hvad kan vi gøre for dig?

advores rådgiver virksomheder om alt fra etablering på markedet, forhandling og indgåelse af relevante kontraktforhold samt omstrukturering og opsigelse af eksisterende aftaler. Vi dækker alle relevante problemområder og hjælper også vores klienter, hvis der opstår en tvist om et kontraktligt forhold – både i og uden for retten. Vi tager i den forbindelse hensyn til både vores kunders økonomiske interesser og den juridiske risikoprofil. Hele vores team har særlig fokus på klientens behov og søger pragmatiske løsninger for at vise vores klienter den rette vej igennem komplicerede beslutninger.

Din kontakt­person

Thilo Wind

Rechtsanwalt, Partner
Rechtsanwalt med speciale i handels- og selskabsret

Markus Krieger

Rechtsanwalt, Partner
Rechtsanwalt med speciale i handels- og selskabsret

Dr. Claas Thöle

Rechtsanwalt, Advokat, Partner
Rechtsanwalt med speciale i handels- og selskabsret
Rechtsanwalt med speciale i international erhvervsret

Annika Rutschow

LL.M. Eur.Int., MBA,
Rechtsanwältin, Advokat
Rechtsanwältin med speciale i konkurs- og rekonstruktionsret

Næste artikel